I denne episode bevæger vi os ind i et grænseland. Et sted hvor tænkningen ikke længere marcherer frem, men drypper. Langsomt. Uafvendeligt.

"Afdrypning, helvedesvandet & kæntre" er en meditation over det øjeblik, hvor mennesket ikke længere kan holde sig oprejst i sine egne forklaringer. Hvor kontrol bliver til vægt. Hvor det, vi troede bar os, pludselig begynder at tage vand ind.

Ordene, jeg læser i denne episode, stammer fra min nyligt udgivne bog: ”Filosofisk neuro-gymnastik. En protreptisk påmindelse om værdighed.” Her undersøges ikke løsninger, men holdninger. Ikke teknikker, men stillinger i livet.

Hvad gør vi, når noget siver? Når det brænder? Når vi er nødt til at lade os kæntre for overhovedet at kunne bevæge os videre?

Helvedesvandet er ikke nødvendigvis det ekstreme. Det er ofte det trivielle. Det gentagne. Det, vi vænner os til – og derfor holder op med at stille spørgsmål til.

Denne episode kredser om værdighedens paradoks: at den nogle gange først bliver synlig, når vi mister fodfæstet.

Musikken, der ledsager oplæsningen, er hentet fra mit album: ”Ambient Life”. Nummeret hedder: "Floating Epiphany" – et lydligt rum, hvor tanken kan give slip, og hvor erkendelsen ikke falder som et svar, men flyder frem som en erfaring.

Lyt med. Ikke for at forstå alt. Men for at mærke, hvad der drypper. Hvad der brænder. Og hvad der måske skal kæntre, for at noget andet kan komme til syne.

Denne episode bevæger sig i nattens tænkning. Der, hvor cirklen ikke lukker sig om forklaringer, men åbner sig for det, der endnu ikke har fået navn.

Vi træder ind i nattecirklen – et rum for eftertanke, langsomhed og indre orientering. Her skrues lågene af det selvfølgelige. Begreberne står åbne. Fornuften får lov at hvile et øjeblik, mens opmærksomheden skærpes.

De tekster, du hører i denne episode, er hentet fra min bog: "Filosofisk neuro-gymnastik. En protreptisk påmindelse om værdighed". Teksterne er skrevet som øvelser i dømmekraft, værdighed og eksistentiel klarhed – ikke for at give svar, men for at genopdrage sansen for det væsentlige.

Episoden kredser om genius – ikke som genialitet i præstationsforstand, men som den indre ledsager: den stemme, den ånd, den stille intelligens, der viser sig, når vi holder op med at forcere mening og i stedet giver plads.

Musikken er fra mit album "Ambient life", nummeret "Deep Dreams". Et lydligt landskab, der ikke illustrerer tanken, men bærer den. Som en langsom bevægelse, hvor noget får lov at udvikle sig – uden at blive presset frem.

Dette er en episode til aftenen. Til vandringen. Til stilheden. En filosofisk påmindelse om, at værdighed ikke opstår af kontrol – men af åbenhed.

God lytning.

Velkommen til Filosofi med Gørtz.

Dette er tredje episode.

Vi befinder os i tusmørket – der hvor tanken endnu ikke er blevet til begreb, og hvor ordene kun mumler, som om de prøver sig selv af, før de vover at sige sandheden højt.

I denne episode bevæger vi os under hvælvinger: af sprog, af erfaring, af menneskelig værdighed. Hvælvinger, der ikke bærer os ved styrke, men ved spænding, ved modstand, ved den fine balance mellem det sagte og det uudsigelige.

Ordene, du hører, er hentet fra min bog: "Filosofisk neuro-gymnastik. En protreptisk påmindelse om værdighed". De er tænkt som øvelser snarere end forklaringer. Som stræk for opmærksomheden. Som langsomme bevægelser i sjælen.

Undervejs ledsages ordene af musik fra mit album: "Ambient life" – nummeret hedder: "Resonance stretch". En lydlig udstrækning, der ikke vil føre dig et sted hen, men give plads til at være dér, hvor du allerede er.

Lyt ikke for at forstå for hurtigt. Lyt for at lade noget falde på plads. Måske i kroppen. Måske i tavsheden. Måske blot som en mumlen, der bliver hos dig lidt endnu.

God lytning.

I denne episode bevæger vi os ind i tre eksistentielle bevægelser, som ofte leves – men sjældent tænkes til ende: Ravage, at sørge og at hovere.

Ravage er ikke blot at ødelægge. Det er også at bryde igennem. At lade noget falde fra hinanden, fordi det ikke længere kan bære sandhed, værdighed eller liv. Ravagen er den ubehagelige klarhed, hvor illusioner mister deres beskyttende funktion.

At sørge er ikke svaghed. Sorg er tænkningens langsomme gang gennem tabet. Det er kærlighedens efterklang. I sorgen lærer vi, at det, der havde værdi, ikke kan erstattes – kun bæres videre i en anden form.

At hovere er den mest forførende bevægelse. Triumfen, der mister målestokken. Den stille eller larmende fryd over den andens fald. Men hvor hoveriet tager over, fordamper værdigheden – både hos den, der triumferer, og den, der rammes.

Ordene, jeg læser op her, stammer fra min bog: "Filosofisk neuro-gymnastik. En protreptisk påmindelse om værdighed". De er skrevet som øvelser i opmærksomhed, ikke som konklusioner. Som invitationer til at standse op og mærke, hvad der egentlig er på spil i vores måder at føle, dømme og handle på.

Musikken i episoden er min egen, fra albummet "Ambient life". Nummeret hedder: "Deep melting" – og det er netop en smeltning, jeg håber, denne episode kan åbne for: en blødgøring af forsvaret, en langsom opløsning af hårde kategorier, en bevægelse tilbage mod værdighedens stille centrum.

Lyt ikke for at forstå alting. Lyt for at lade noget virke.

Velkommen til Filosofi med Gørtz.

Der findes tilstande i et menneskeliv, hvor man ikke længere lider højlydt. Man fungerer. Man holder stand. Man er – hårdfør. Man er blevet vant til at klare sig selv. Vant til ikke at bede om hjælp. Vant til at bære sit liv med sammenbidte tænder og et venligt ansigt udadtil. Men hårdførhed har en pris. Ofte betales den i stilhed.

I denne episode læser jeg passager op fra min bog "Filosofisk neuro-gymnastik. En protreptisk påmindelse om værdighed". Tekster, der kredser om mennesket, når det føler sig efterladt. Ikke nødvendigvis forladt af andre – men forladt af sig selv. Af sine følelser. Af sin indre resonans.

At være følelsesløs er ikke det samme som at være uden følelser. Det er snarere et tegn på, at noget har trukket sig tilbage. At sjælen har lagt sig i dvale for at overleve. Filosofi begynder netop her. Ikke som svar. Ikke som forklaring. Men som en stille påmindelse om værdighed. En påmindelse om, at mennesket ikke kun er det, det præsterer, bærer eller overlever – men også det, det endnu ikke har fået sagt højt.

Musikken, du hører, hedder "Solitary journey" fra mit album "Ambient life". Den er tænkt som et rum, du kan træde ind i. Et sted, hvor teksten får lov at synke ned – og hvor du måske kan genkende noget af dig selv.

Lad ordene komme langsomt. Lad dem arbejde. Og lad os begynde.