Der findes tilstande i et menneskeliv, hvor man ikke længere lider højlydt. Man fungerer. Man holder stand. Man er – hårdfør. Man er blevet vant til at klare sig selv. Vant til ikke at bede om hjælp. Vant til at bære sit liv med sammenbidte tænder og et venligt ansigt udadtil. Men hårdførhed har en pris. Ofte betales den i stilhed.

I denne episode læser jeg passager op fra min bog "Filosofisk neuro-gymnastik. En protreptisk påmindelse om værdighed". Tekster, der kredser om mennesket, når det føler sig efterladt. Ikke nødvendigvis forladt af andre – men forladt af sig selv. Af sine følelser. Af sin indre resonans.

At være følelsesløs er ikke det samme som at være uden følelser. Det er snarere et tegn på, at noget har trukket sig tilbage. At sjælen har lagt sig i dvale for at overleve. Filosofi begynder netop her. Ikke som svar. Ikke som forklaring. Men som en stille påmindelse om værdighed. En påmindelse om, at mennesket ikke kun er det, det præsterer, bærer eller overlever – men også det, det endnu ikke har fået sagt højt.

Musikken, du hører, hedder "Solitary journey" fra mit album "Ambient life". Den er tænkt som et rum, du kan træde ind i. Et sted, hvor teksten får lov at synke ned – og hvor du måske kan genkende noget af dig selv.

Lad ordene komme langsomt. Lad dem arbejde. Og lad os begynde.