Folgen

  • Kviksand gemmer sig i danske turistområder - og geolog er vild med det

    Kviksand gemmer sig i danske turistområder - og geolog er vild med det
    Jun 22 2025
    I 2020 måtte et redningshold på 15-20 mand rykke ud til stranden ved Vorupør i Thy for at redde Torben Asbjørn Nielsen og hans hund Bailey ud af en knibe, de var vadet ind i.
    Året efter endte syvårige Line Becker og hendes far i en lignende situation i samme område. Også hesten Logi på Rømø og hunden Samson ved Ebeltoft har prøvet det.
    Ja, i Danmark kan du risikere at blive fanget i kviksand. Et usynligt naturfænomen, man pludselig synker ned i, og som kan være vanskelig at komme ud af igen.
    Men så længe man er varsom og tænker sig om, har man sjældent noget at frygte ifølge Søren Munch Kristiansen, lektor i geomorfologi ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.
    "Vi bør se på kviksandet med fascination frem for frygt. Det er ekstremt sjældent så farligt, som det ser ud på film," siger han beroligende til Videnskab.dk.
    Men hvordan opstår kviksand? Hvor kan man finde det? Og hvor farligt er det egentlig?
    Kviksand er en fællesbetegnelse for flere typer af underlag såsom sand og finere kornstørrelser, der er mere fyldt med vand, end det umiddelbart ser ud til på overfladen.
    "Det opstår, når der skabes et stort vandtryk under sand lige i overfladen. Det kan for eksempel være sand, der lige er aflejret i en å. Eller langs kysten, hvor grundvand strømmer ud med større styrke end normalt, mens meget sand flyttes af strømmen langs kysten," forklarer Søren Munch Kristiansen.
    "Det er en meget sjælden kombination af forhold i naturen, så kviksand er sjældent, og få mennesker har oplevet det."
    Når vand strømmer gennem sandkorn, der forsøger at falde til bunds, lægger sandkornene sig ikke så tæt sammen, som de normalt ville. Dermed mister sandet noget af sin bæreevne og bliver til en mudderagtig masse, som man kan synke ned i, selvom det ligner almindeligt sand på overfladen.
    Der er dog et meget vigtigt men, når det kommer til at synke ned i kviksandet:
    "Bortset fra få steder ude i Vadehavet kan man mig bekendt ikke synke længere end til knæene eller måske livet i Danmark, før underlaget er stabilt nok til, at man ikke kan synke længere. Vores massefylde er lavere end kviksandets, så vi er lettere og synker ikke længere ned," forsikrer han.
    Faren ved kviksand er derfor ikke, at man synker i og forsvinder i det langsomt opslugende dyb som i en anden eventyrfilm.
    Den er derimod, at en person har forvildet sig ud i kviksandet, mens vedkommende er alene på stranden eller langt ude i Vadehavet.
    Det kan nemlig være 'tungt' at bevæge sig i den halvfaste masse. Og har man ikke kræfterne til det, kan man ende med at stå og fryse eller blive fanget i tidevandet, hvis der ikke er nogen i nærheden til at hjælpe.
    Men selv da er der råd, fortæller Søren Munch Kristiansen:
    "Hvis du træder meget langsomt ned med først det ene ben og så det andet den vej, du kom fra, kan du normalt langsomt komme tilbage i sikkerhed," beroliger han og fortsætter:
    "Når man først én gang har trådt på sandet, vil det langsomt blive bedre at træde på. Så ligger sandkornene nemlig tættere sammen og kan bære mere vægt."
    Han har også et råd til dig, der eventuelt hjælper en anden ud af kviksandet:
    "Lad være med at gå hurtigt derud, for så kan du selv ende i samme situation. Mærk forsigtigt efter, hvor tæt på personen sandet kan bære. Kast herfra et reb, en planke eller lignende ud, så det bliver nemmere for vedkommende at komme tilbage på 'land'."
    Faktisk kan man endda hjælpe med at gøre kviksandet stabilt.
    "Hvis du står ved kanten, hvor sandet er begyndt at blive blødt, så få det til at vibrere ved at hoppe lidt. Så lægger sandkornene nede i jorden sig bedre, og du kan komme tættere på personen. Men den metode går langsomt."
    I Danmark finder du oftest kviksand ved stranden, og mange af de historier, man kan læse om naturfænomenet i Danmark, foregår i Thy, Vadehavet og lignende kyster med store bølger. Ofte tæt på områder, hvor vandløb løber ud i havet.
    Faktisk er det ligefrem muligt at forudsige, hvor og hvornår kviksand kan opstå.
    "Hvis man sætter ressourcer af til d...
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    5 Min.
  • Hvad kan narkobarons flodheste fortælle os om Danmarks nye vilde natur?

    Hvad kan narkobarons flodheste fortælle os om Danmarks nye vilde natur?
    Jun 21 2025
    Da den colombianske narkobaron Pablo Escobar - med tilnavnet 'kongen af kokain' - døde i 1993, stod de lokale myndigheder med et uventet problem.
    Siden 1970'erne havde fire flodheste levet i en sump i Escobars private zoo, der også husede zebraer, giraffer og kænguruer. Mens de andre dyr blev flyttet til andre zoologiske haver eller døde, havde ingen et godt svar på, hvad man skulle stille op med flodhestene.
    De tonstunge dyr med det enorme gab var umulige at indfange. Derfor endte det med, at flodhestene fik lov at vandre frit omkring på Escobars ejendom.
    En dag brød de fri, og nu er de en del af den colombianske natur.
    Flodhestene, der oprindelig er afrikanske og aldrig før har været hjemmehørende i Sydamerika, trives i sådan en grad, at der i dag findes knap 200 af dem. Det anslås, at bestanden vil nå 1.000 i 2035.
    Den ene fløj af politikere og fagfolk kalder dem "aggressive" og "invasive". De frygter, at det enorme afrikanske pattedyrs indtog vil skade det sydamerikanske økosystem.
    Den anden fløj af forskere ser med glæde på flodhestens fremmarch. Flodhestene udfylder et hul for store planteædere, som blev dræbt af mennesker for tusindvis af år siden, lyder det.
    "Flodhestene har det strålende. Men mange mener, at de ikke hører til," fortæller adjunkt Jeppe Aagaard Kristensen, der forsker i naturgenopretning og effekten af at udsætte store dyr i økosystemer, til Videnskab.dk.
    Danmarks første naturnationalpark er netop indviet i Fussingø i Kronjylland - et område, hvor naturen får førsteret, og biodiversiteten kan boltre sig.
    Naturnationalparkerne er første skridt i retningen mod mere vild natur. Og med det fødes oplagte spørgsmål.
    Hvad er vild natur egentlig? Hvor går grænsen fra den 'vilde' til den 'ikke vilde' natur?
    "Det bliver diskuteret heftigt, hvad basislinjen for vild natur bør være," lyder det fra Jeppe Aagaard Kristensen, der er tilknyttet Institut for Biologi på Aarhus Universitet.
    "Jeg mener, at vi har tendens til at have en romantisk indstilling til det," tilføjer han så.
    Vi længes efter urokser, stenalderlandskaber og arter, der strejfede eller summede omkring, før vi mennesker fordrev dem. Men det er en "uopnåelig utopi", mener forskeren.
    "Vi kan godt have høj biodiversitet og meningsfuld natur, som ikke kun er værdifuld, fordi det er et relikvie af noget gammelt. Idéen om, at så snart et menneske har påvirket naturen, så er det unaturligt og nærmest urent - den er dum og farlig."
    Hvorfor det?
    "Fordi så kan vi lige så godt lade være. Det er en forkert måde at forstå verden på. Der findes ikke et sted i verden, der ikke er påvirket af menneskets aktivitet. Jeg arbejder selv meget i Arktis, og selv der er økosystemerne påvirket af menneskene," siger han.
    I stedet bør vi omfavne nye økosystemer og acceptere, at de på den ene eller anden måde vil være menneskeskabte, lyder budskabet.
    Det bringer os tilbage til Pablo Escobars flodheste.
    "De bliver puttet ned i en kasse, hvor de bliver stemplet som onde. Mens hjemmehørende arter er gode. I Colombia er de ikke så begejstrede for flodhestene, fordi de har nogle negative effekter på nogle arter. Det har alle planteædere."
    "Men planteædere - også de ikke-hjemmehørende - kan også have positive effekter på andre arter, som er afhængige af den rolle, de spiller i økosystemerne. Det er nemt at dokumentere," mener Jeppe Aagaard Kristensen.
    Jeppe Aagaard Kristensen var i 2024 med til at udgive en videnskabelig artikel, der netop undersøger, hvilken effekt store planteædere har på planterne i forskellige økosystemer.
    I studiet viser forskerne, at diversiteten af planter ikke påvirkes mere positivt eller negativt, alt efter om dyret er hjemmehørende eller ej.
    "De fleste biodiversitetsforskere er enige om, at man bør fremme de hjemmehørende arter," siger Jeppe Aagaard Kristensen:
    "Men det, der betyder noget, er dyrets egenskaber," siger Jeppe Aagaard Kristensen og peger på en specifik egenskab, der ser ud til at være altafgørende for dyrenes effekt på sammensætningen af plan...
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    7 Min.
  • David ser straf som "en sygdom", der spreder sig - så nu går han ny vej som forsker

    David ser straf som "en sygdom", der spreder sig - så nu går han ny vej som forsker
    Jun 21 2025
    David Sausdal sætter sig ved et skinnende nyt bord-bænkesæt ved Pusherstreet.
    Han forsker i kriminalitet og er lidt modstræbende gået med til at møde Videnskab.dk på Christiania for at tale om effekten af strengere straffe. For som han siger, mens han kigger rundt:
    "Det her er altså ikke et symbol på en succes med hårdere straf over for kriminelle. Nærmest tværtimod."
    Frem til april 2024 var Pusherstreet ellers centrum for hård vold og salg af cannabis. Men ikke længere. Denne eftermiddag i maj 2025 er der ingen optakt til åbenlys kriminalitet. Vi sidder over nylagte brosten, og bortset fra en gruppe turister, som spejder efter noget, der er forsvundet, sidder folk roligt og nyder kaffe og sodavand i solen.
    Er Christiania ikke det, David Sausdal, kriminolog og lektor ved Lund Universitet, konstant efterlyser som forsker: et bevis på, at strengere straffe faktisk godt kan føre til mindre kriminalitet?
    "Synes du selv, det er et godt argument," svarer han og smiler skævt, mens han henviser til tal for bandekriminalitet og narkosalg i Danmark.
    "Hverken volden eller narkosalget er mindsket, efter man lukkede Pusherstreet i 2024," understreger han. "Den er bare flyttet andre steder hen, for eksempel til de digitale platforme."
    Han er forberedt.
    Vi skal nemlig diskutere de emner, han selv forsker i og oftest udtaler sig om: bandekriminalitet, vold og effekten af hårdere straffe. Emner, der kan vække stærke følelser - selv hos den forsker, som i 2024 var Danmarks mest citerede kilde på området.
    Nu har han valgt en ny strategi for sin kommunikation, fortæller han.
    Både danske forbrydelser og straffe er under store forandringer. Som sociologen Annette Olesen fra Aalborg Universitet siger til Videnskab.dk:
    "Vi er midt i en brydningstid for kriminaliteten i Danmark."
    Det siger hun med henvisning til, at antallet af anmeldelser er faldet drastisk siden 1990'erne. Samtidig har hun og kolleger dokumenteret en lang række skærpelser af straffeloven, som for alvor blev iværksat fra begyndelsen af 2000'erne.
    Jeg spørger David Sausdal, om ikke de hårdere straffe er medvirkende til den faldende kriminalitet, blandt andet med indførelsen af en særlig 'zone' på Christiania med dobbeltstraf for vold, salg og besiddelse af ulovlige stoffer?
    "Det er jo ikke strengere straf, der har virket her," svarer han og peger rundt på pladsen ved Pusherstreet.
    "Der er i stedet sket det, at man har skabt en langsigtet strategi for en positiv ændring af området. For det første er politiet ikke forsvundet igen, efter hashboderne er væk," siger han og peger på to lokalbetjente, der kommer slentrende forbi på pladsen.
    "Samtidig er de lokale christianitter langt om længe begyndt at samarbejde med ordensmagten. Det er i højere grad den fælles indsats, som sikrer, at banderne ikke kommer tilbage."
    Han henviser til en af de seneste rapporter på området: En sammenligning af målrettede indsatser og 'bandepakker' med mere straf i både Sverige og Danmark.
    "I den rapport finder du ikke nogen tegn på, at hårdere straffe har en positiv effekt," siger han og fortsætter:
    "Og du vil kunne finde interviews fra de sidste 20-30 år, hvor forskere siger det samme."
    Debatten om hårdere straffe "begynder efterhånden at minde om debatten om klimaforandringer", siger han:
    "Stort set alle forskere på området er enige: Strengere straffe forebygger ikke kriminalitet, særligt ikke når det gælder hård bandekriminalitet. Alligevel lytter politikerne ikke."
    Flere politikere er ligefrem begyndt at afvise forskernes konsensus på området. Som Troels Lund Poulsen sagde ved præsentationen af den seneste strafreform:
    "En ting er, hvad forskere og eksperter siger, noget andet er, hvad vi politisk kan holde til at stå på mål for. Det her handler om, at vi vil gøre noget mere for at sikre ofrene."
    Så måske skulle man som forsker skifte kommunikationsstrategi?
    David Sausdal har længe haft tanken, fortæller han. De seneste fem år har han deltaget i et utal af debatter med politikere om hårdere straffe, og ...
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    8 Min.
  • Tømmermænd på Copenhell: Vatpind kan vise sig at gøre underværker

    Tømmermænd på Copenhell: Vatpind kan vise sig at gøre underværker
    Jun 20 2025
    "Jeg er meget ramt lige nu," siger 30-årige Mads Vestergaard, der sidder og kigger sløvt ud i luften ved et bord på Copenhells campingområde.
    Overfor ham sidder en række læger og forskere fra Bispebjerg Hospital.
    "Hvor slem vil du sige din hovedpine er på en skala fra et til ti?" spørger en af lægerne.
    "Nok omkring en syv'er," svarer Mads og tilføjer:
    "Vi gik til den i går."
    Mads har ligesom så mange andre festivalgængere til årets største heavy-metal-fest skyllet de mange masende mushpits ned med drinks og øl. Og det giver en slem tømmermændshovedpine.
    Det er lige præcis den type hovedpine, som forskerne fra Bispebjerg Hospital prøver at kurere med et nyt forskningsprojekt.
    De undersøger nemlig om to vatpinde i næsen kan lindre hovedpine hos festivaldeltagerne efter en våd aften.
    "Vi bruger to vatpinde med lokalbedøvende stoffer på. Dem stikker vi ret langt op i næsen på forsøgsdeltagerne. Bedøvelsen giver en afslappende effekt på nerverne - en slags blokade, der allerede virker efter ti minutter," forklarer Christian S. Meyhoff, der er anæstesilæge og leder af forskningsprojektet.
    "Hvad? Skal jeg have en vatpind i næsen? Den havde jeg ikke lige fanget," siger fra Mads Vestergaard.
    Han bakker dog ikke ud og lægger sig frivilligt ned på en slags feltseng med et hvidt lagen på i det skarpe solskin.
    En sygeplejerske kommer over med to våde vatpinde med bedøvende middel på. Hun fører dem sikkert op i næsen på Mads, der ikke virker synderligt påvirket.
    "Det er faktisk helt okay. Det føles lidt som om, jeg skal nyse. Men ellers meget lækkert," siger Mads, før han bliver bedt om at hvile stemmen og ligge ret stille de næste ti minutter, så de opadstrittende vatpinde ikke glider ud.
    Lokalbedøvelsen lammer nogle af de dybereliggende nerver i næsesvælget, og det får samtidig blodkarrene i hjernen til at trække sig sammen igen, forklarer Christian S. Meyhoff.
    "Når man har hovedpine, er det ofte fordi blodkarrene i hjernen udvider sig. Og det her bedøvende middel, får nerverne til at slappe af og blodkarrene til at trække sig sammen igen. Det kan lindre smerterne," siger han, der også er professor på Københavns Universitet.
    Mads Vestergaard stadig på briksen. Han er i zen. Helt afslappet.
    "Nu må du godt rejse dig op," siger en sygeplejerske, efter hun har hevet vatpindene ud.
    Mads sætter sig op i sengen og venter lidt, før han siger:
    "Jeg har det faktisk meget bedre. Ej, det er da spøjst. I går var jeg helt knækket, og nu mangler jeg bare et rundstykke, så er jeg i gang med dagen. Det bliver fedt."
    Ideen bag 'vat-tricket' kommer egentlig fra udlandet, fortæller Christian S. Meyhoff.
    "En af mine lægekolleger på Bispebjerg Hospital havde været til en lægekongres i udlandet. Her havde en anden læge fortalt, at han havde god erfaring med at lindre hovedpine med den her vatpinds-metode," siger han.
    Men idéen blev først for alvor prøvet af noget tid efter, hvor Christian S. Meyhoff og kollega Mads Langelo stod med en ung kvindelig patient i 20'erne.
    "Hun lå ned og havde voldsom hovedpine efter en prøve, hvor vi udtager rygmarvsvæske. Og så tænkte vi 'skal vi ikke prøve den her behandling'," beretter Christian S. Meyhoff.
    Pigen, der før kun kunne ligge ned og ikke tålte lys, rejste sig cirka ti minutter efter, at hun havde fået vatpindene i næsen.
    "Hovedpinen var fuldstændig forsvundet, og hun kunne gå ned og købe en is med sin mor i hospitalets kiosk. Det gav os virkelig blod på tanden," forklarer Christian S. Meyhoff.
    Mads Langelo besluttede sig for at lave en ph.d., hvor han testede metoden yderligere, og Christian S. Meyhoff vejledte projektet. Undersøgelsen talte 40 personer, der blev udsat for vat-testen. Og knap halvdelen havde en gavnlig effekt.
    "Det var et spændende resultat, der giver håb til patienter med mange forskellige typer hovedpine, eksempelvis migræne," siger Mads Langelo, der også er med på Copenhell.
    Nu er forskerne så i gang med at teste effekten af vatpindene igen i en helt ny setting.
    Copenhell er et oplagt sted at af...
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    5 Min.
  • Her dyrkede stenalderfolk korn: Nu åbner Danmarks første vilde naturpark

    Her dyrkede stenalderfolk korn: Nu åbner Danmarks første vilde naturpark
    Jun 20 2025
    Siden bondestenalderen har mennesker dyrket den frugtbare jord i området omkring Fussingø i Kronjylland.
    I over 5.000 år har vi lagt frø og sæd i mulden, der ligger vest for Randers. Men i 2024 skete det for sidste gang.
    Området bliver nu til Danmarks første såkaldte naturnationalpark.
    Men hvad er så det?
    "En naturnationalpark er et stort sammenhængende område, hvor naturen og de naturlige processer i højere grad sættes fri, og vi får en vildere natur," fortæller Naturstyrelsens skovrider ved Fussingø, Uffe Strandby, til Videnskab.dk.
    "Formålet er helt overvejende at skabe bedre betingelser for biodiversiteten og samtidig give spændende oplevelses- og fordybelsesmuligheder for friluftslivet," fortsætter han.
    Hvad er forskellen på en naturnationalpark og en nationalpark?
    "Naturnationalparkerne etableres alene på statsejede arealer og har først og fremmest fokus på naturen og biodiversiteten," forklarer Uffe Strandby.
    Fussingø blev udvalgt som naturnationalpark allerede i 2020. Området dækker over 833 hektar - svarende til 1.182 fodboldbaner.
    Kastrerede tyre - såkaldte stude - af racen Galloway og krondyr vil græsse i området. Vandets naturlige kredsløb genoprettes, hvilket betyder, at flere dræn vil blive stoppet til og ødelagt, så naturlige vådområder vokser frem.
    Skovene skal være urørte, så væltede træer får lov at ligge i skovbunden, fortæller skovrider Uffe Strandby, der kalder Fussingø for et specielt område af flere årsager.
    Helt tilbage i 1550'erne blev der opført en borg i Fussingø-området, så området er et gammelt godslandskab. Og så kan der altså spores agerbrug helt tilbage til bondestenalderen.
    "Der er en stor vekslen mellem gamle løvskove og store lysåbne arealer, som skaber en spændende variation," siger skovrideren.
    Ifølge Naturstyrelsen vil fugle som rødrygget tornskade, sortspætte og hvepsevåge samt insekter som sort vedrovflue og sort blomsterbuk blandt andet få særligt gavn af Naturnationalpark Fussingø.
    Jeppe Aagaard Kristensen forsker i naturgenopretning, og han er "meget, meget begejstret", for at Naturnationalpark Fussingø nu slår lågerne op, siger han til Videnskab.dk.
    "Det er første gang, vi får udpeget områder, hvor naturen har første prioritet. Det er den altafgørende overskrift, fordi det er det, som vi i naturgenopretnings-kredse har råbt om i mange år," fortæller forskeren, der er adjunkt ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet.
    "Det er ekstremt meget værd for biodiversiteten," siger han.
    "Men man kan jo også altid ønske sig mere."
    Jeppe Aagaard Kristensen håber, at det, der kommer til at foregå i parkerne "bliver ægte rewilding".
    Men han frygter også, at der bliver så store kompromiser, at vi aldrig når derhen.
    Hans frygt bunder i, hvordan det gik med de første danske nationalparker, der åbnede i 2008.
    "Det er jo paradoksalt, at man er nødt til at tilføje ordet 'natur' foran naturnationalparkerne. Men det skyldes, at da vi fik nationalparkerne, var det også tanken, at naturen skulle have førsteret," fortæller Jeppe Aagaard Kristensen.
    "Men vi lavede ikke om på, hvordan vi forvaltede naturen. Så det man foretog sig, fortsatte man i store træk med," fortsætter han.
    I Nationalpark Vadehavet sejler fiskere stadig med bundtrawl efter rejer. Og i Mols Bjerge er der intensivt landbrug flere steder, siger forskeren.
    "Man blev stukket blår i øjnene med nationalparkerne."
    Er nationalparkerne så et forfejlet projekt?
    "Det ved jeg ikke. Vi ved ikke, hvad vi ellers ville have brugt vores landskab til. Men det har været med til at skabe bevidsthed om naturen, og hvad der er dejligt ved den."
    "Så det kan jo have været en nødvendig forløber for at komme dertil, hvor vi er i dag. Nu tager man det så seriøst med naturgenopretning, selvom det er på mindre områder. Og jeg håber, at det ender godt," slutter Jeppe Aagaard Kristensen.
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    4 Min.
  • Hvorfor er der så stor bekymring over Irans atomprogram? Og hvad kan der nu ske?

    Hvorfor er der så stor bekymring over Irans atomprogram? Og hvad kan der nu ske?
    Jun 19 2025
    Konflikten mellem Israel og Iran er eskaleret, efter at israelske luftangreb på centrale atomfaciliteter og målrettede likvideringer i sidste uge blev fulgt op af iranske modangreb mod Israel.
    Angrebene sker, på et tidspunkt hvor bekymringen over Irans atomprogram vokser, og det rejser større spørgsmål om, hvad udviklingen betyder for den globale indsats for at afværge spredningen af atomvåben.
    Det korte svar er: Det ser ikke godt ud.
    Der er to anlæg til berigelse af uran I Iran: ét i Natanz og ét i Fordow. Der findes også et anlæg i Isfahan, som blandt andet producerer vigtige materialer til selve berigelsesprocessen.
    I Natanz står en hal fyldt med centrifuger, som er maskiner, der roterer med ekstrem hastighed for at berige uran. Det berigede uran kan bruges som brændstof i atomkraftværker eller som den centrale ingrediens i atomvåben.
    Det er nogenlunde det samme, der sker ved Fordow-anlægget, såvidt vi ved. Det er et mindre anlæg end Natanz, og store dele af anlægget ligger dybt begravet under et bjerg.
    For at uran kan have våbenkvalitet eller være våbenanvendeligt ('weapons grade'), skal det have en renhed tæt på 90 procent. Det er muligt at fremstille en bombe med lavere berigelsesgrad, men det er langt mindre effektivt. Derfor sigter man mod omkring 90 procent.
    Atomaftalen (den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA)), som blev underskrevet i oktober 2015, da Barack Obama var præsident, gik ud på, at Iran begrænsede sin kapacitet til at berige uran og reducerede sit lager af beriget uran. Til gengæld ophævede USA en række økonomiske sanktioner.
    Men i 2018 trak Donald Trump USA ud af atomaftalen. Det skete, på trods af at andre parter i aftalen, herunder EU, udtrykte beklagelse over beslutningen.
    Iran overholdt aftalen i en periode, selv efter at USA genindførte sanktionerne. Men i de senere år er Iran begyndt at berige uran til højere niveauer - helt op til omkring 60 procent.
    Vi ved, at Iran stadig ikke har nået at berige uran til våbenanvendeligt niveau (cirka 90 procent), men de er meget tættere på at kunne bygge en bombe end tidligere.
    Og det bliver værre endnu: Efter Israels angreb på atomfaciliteterne er store dele af Irans lager af beriget uran nu uden opsyn. FN's atomenergiagentur (IAEA) foretager ikke inspektioner i øjeblikket , og det kommer sandsynligvis heller ikke til at ske i den nærmeste fremtid.
    Iran kan også påstå, at dele af lageret blev ødelagt under angrebene, men vi har ingen måde at kontrollere, om det passer.
    Både Natanz og Fordow har omfattende, beskyttede underjordiske anlæg. Ifølge satellitbilleder ser det ud til, at overjordiske dele af Natanz-anlægget er blevet voldsomt beskadiget.
    Rafael Grossi, som er generaldirektør for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), fortalte, at centrifugerne i Natanz formentlig er blevet alvorligt beskadiget, hvis ikke helt ødelagt. Skaderne skyldes sandsynligvis strømafbrydelser, selvom det underjordiske anlæg ikke blev ramt direkte.
    Rafael Grossi sagde også, at der ikke er synlige skader på det underjordiske anlæg i Fordow, som ligger skjult 80-90 meter under et bjerg.
    I modsætning til USA har Israel ikke adgang til dybt penetrerende våben, der kan ødelægge så dybtliggende strukturer fuldstændigt.
    Derfor er det centrale spørgsmål nu: Har Israel gjort nok skade på centrifugerne inde i anlæggene? Eller har Irans indsats for at beskytte og forstærke faciliteterne været effektiv?
    Det kan tage tid, før vi får et klart svar.
    Iran har tidligere haft et hemmeligt atomvåbenprogram, som lagde grundstenen for, at landet en dag ville kunne bygge en atombombe.
    Det ved vi, fordi IAEA - som led i den diplomatiske proces omkring den tidligere atomaftale, som Trump skrottede - officielt vurderede, at Iran tidligere havde et sådant program.
    Det var i strid med traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT).
    Iran havde ganske vist ikke bygget atomvåben eller foretaget prøvesprængninger, men de havde en plan. Denne plan, som hed Projekt AMAD, blev lagt på hylde...
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    8 Min.
  • Derfor er Månen dækket af små, orange glasperler

    Derfor er Månen dækket af små, orange glasperler
    Jun 19 2025
    Apollo-astronauterne var nok ikke klar over, at det var dét, de ville finde, da de landede på Månen.
    For små, orange glasperler lå spredt over Månens landskab og funklede i kontrast til de ellers grå sten og støv.
    Astronauterne fra Apollo-missionerne tog en række prøver af månesten med hjem. Nu har forskere undersøgt i et nyt studie, hvorfor de skinnende perler ligger på Månens overflade.
    Det skriver Washington University in St. Louis i en pressemeddelelse.
    I studiet, udgivet i tidsskriftet Icarus, beskrives det, at perlerne blev dannet som følge af vulkanudbrud på Månens overflade for 3,3 til 3,6 milliarder år siden.
    Da vulkanudbruddene skete, størknede hver lavadråbe i det kolde vakuum om Månen, og dermed blev de små, orange sten dannet.
    De vulkanske glasperler er mindre end 1 mm i diameter, hvor nogle er sorte, mens andre har en kraftig orange farve. Deres farve og kemiske sammensætning er helt unik, ulig noget man har fundet på Jorden, netop på grund af de eksplosive udbrud.
    "De er nogle af de mest utrolige udenjordiske prøver, vi har," siger lektor Ryan Ogliore fra Washington University in St. Louis i pressemeddelelsen:
    "Glasperlerne er små, uberørte kapsler fra Månens indre."
    Forskerne brugte forskellige metoder, herunder elektronmikroskop og røntgenspektroskopi, for at få et bedre billede af glasperlernes overflade. For selvom prøverne har eksisteret siden 70'erne, har man først nu fundet den rette teknologi til at forstå dem, forklarer Ryan Ogliore.
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    2 Min.
  • Havet er blevet markant mørkere siden 2003, men forskerne ved ikke helt hvorfor

    Havet er blevet markant mørkere siden 2003, men forskerne ved ikke helt hvorfor
    Jun 19 2025
    I løbet af de seneste 20 år er havet blevet mørkere. Forandringen sker ved havoverfladen.
    Lyset trænger ikke rigtig igennem, men forskerne ved ikke helt hvorfor.
    Hvad det kan betyde for livet i havet, ved forskerne heller ikke endnu, men alt, der lever i vandet, har brug for lys.
    Det er britiske forskere, der har observeret dette fænomen. De har studeret havet fra overfladen og ned til 200 meters dybde.
    Her lever 90 procent af alt liv i havet.
    Forskerne har fundet ud af, at omkring 20 procent mindre lys når ned i denne del af havet sammenlignet med i 2003, viser studiet, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Global Change Biology.
    Det betyder, at det liv, der findes i havet, er nødt til at svømme tættere på overfladen for at få lys.
    De britiske forskere vurderer, at fænomenet kan skyldes gødning og andre stoffer, der bliver udledt i havet. De tror også, det kan skyldes, at havvandet cirkulerer en smule anderledes.
    " Lyset har rigtig meget at sige," fortæller Anders Martin Frugård Opdal, som forsker i havet ved Universitetet i Bergen.
    Han fortæller, at lyset og næringsstofferne i havet er grundlaget for alt, som lever der. Visse arter (for eksempel koralrev) bruger endda lyset til at beslutte, hvornår de skal formere sig - se hvordan i videoen herunder.
    Dyreplankton og planteplankton er små organismer, som lever i både saltvand og ferskvand.
    Planteplankton, også kaldet fytoplankton, er mikroalger og cyanobakterier, der lever frit svævende i vandet og udfører fotosyntese. De er typisk så små, at vi kun kan se dem i mikroskop.
    Dyreplankton kan også være svære at se, men en del er lidt større, som små rejer.
    Plankton er vigtige for livet i havet, men hvis der er for mange af dem ét sted, kan det ødelægge det for de andre organismer, der lever der. De steder, hvor der samler sig meget plankton, kan det være svært for lyset at trænge igennem.
    "Det er svært at sige, hvad en lille forandring i lysforholdene i havet betyder for livet der," siger Anders Martin Frugård Opdal.
    Han fortæller, at det kan få stor betydning på det åbne hav, selv hvis forandringerne er små.
    Det kan nemlig betyde, at en række dyr må bevæge sig et andet sted hen for at få mere lys.
    Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    2 Min.