KUPEREDE HALER

De bliver født med haler.

Små krøller,

der ikke spørger om lov.

Som om kroppen allerede ved,

hvordan den gerne vil være.

Vi klipper dem af.

Ikke fordi halen er problemet.

Men fordi noget andet er det.

De siger,

det er for trivslens skyld.

At ellers

vil de bide hinanden.

At ellers

bliver det værre.

Og jeg tænker:

Hvad er det for et liv,

hvor løsningen på smerte

er mere smerte?

I naturen

bider de ikke hinanden.

Ikke fordi de er pænere.

Men fordi de har plads.

Tid.

Noget at være optaget af.

Her er der stress.

Tæthed.

Ingen flugt.

Så vi fjerner halen.

Uden bedøvelse.

Uden tøven.

Problemet er væk.

Men kun det synlige.

Det bagvedliggende

står tilbage,

urørt.

Vi kalder det nødvendigt.

Praktisk.

Økonomisk.

Og måske er det det,

i det system,

vi har bygget.

Men det er stadig mærkeligt

at se mennesker,

der arbejder med levende dyr hver dag,

vælge saksen

frem for spørgsmålet.

Jeg drømmer om noget andet.

At dem,

der er tættest på dyrene,

også er dem,

der siger stop.

Ikke af had.

Ikke af anklage.

Men af respekt

for liv,

der ikke selv kan forklare,

hvad der gør ondt.

For haler vokser ikke ud igen.

Og et system,

der klipper symptomer væk,

uden at ændre årsagen,

kommer aldrig

til at hele.

Der er altid penge på spil.

Men der er også noget andet.

Noget,

der engang hed

ansvar.

+

MIN HALE

Jeg blev født med den.

En lille krølle,

der fulgte mig,

som om den vidste,

hvem jeg var.

Jeg brugte den til noget særligt.

Ikke til pynt.

men til signaler.

Den var bare en del af mig.

Så en dag

var den væk.

Ingen forklarede hvorfor.

Ingen spurgte.

Der var travlt.

Det skulle gå hurtigt.

De sagde,

det var for mit eget bedste.

At jeg ellers

ville blive bidt.

At jeg ellers

ville lide mere.

Men jeg forstod ikke sammenhængen.

For det, der gjorde mig urolig,

var ikke min hale.

Det var lydene.

Lugtene.

Pladsen, der ikke var der.

Det var kroppen

så tæt på andre kroppe,

at jeg aldrig kunne være alene.

Det var tiden,

der aldrig ændrede sig.

Jeg ville gerne have løbet.

Rullet.

Stået stille.

Jeg ville gerne have haft

noget at være optaget af.

I stedet blev noget taget fra mig,

så jeg kunne holde ud

at være her.

Jeg blødte lidt.

Så holdt det op.

De gik videre.

Jeg gik videre.

Uden at nogen spurgte,

om det egentlig var sådan,

jeg ville trives.

Jeg er ikke vred.

Jeg ved godt,

at det ikke var had.

Det var system.

Rutine.

Nødvendighed,

sagde de.

Men jeg ved også dette:

Hvis man er nødt til

at fjerne en del af mig,

for at jeg kan være her,

så er det ikke mig,

der er problemet.

Jeg siger ikke noget.

Jeg kan...

FRA MIN PLADS I LOKALET

Jeg kom for at lære.

Ikke for at snyde.

Ikke for at springe over.

For at forstå verden,

som den er blevet.

Jeg bruger de værktøjer,

der findes.

Ikke fordi jeg vil slippe nemt.

Men fordi jeg vil gøre det ordentligt.

Og pludselig er det et problem.

Ikke fordi mit arbejde er dårligt.

Men fordi det er for godt.

Jeg bliver bedt om

at lade som om.

At tænke mindre.

Bruge færre muligheder.

Være dårligere

for at blive målt rigtigt.

De siger,

det er for min egen skyld.

Men jeg mærker noget andet.

At dem, der skulle gøre mig kompetent,

holder fast i en verden,

jeg allerede har forladt.

Jeg bliver bedt om

at forberede mig

til en fremtid,

der ikke findes længere.

At bevise noget,

på en måde,

ingen bruger udenfor lokalet.

Jeg vil gerne lære at tænke.

At vælge.

At tage ansvar.

Men ofte lærer jeg mest

af at navigere udenom systemet,

ikke igennem det.

Det gør mig træt.

For jeg vil ikke være imod.

Jeg vil være med.

Men lige nu føles det som om,

jeg skal vælge mellem

at blive dygtig

eller blive godkendt.

Og det burde ikke være

det samme valg.

+

SPØRGSMÅL

Hvem snyder egentlig?

Eleven,

der bruger de værktøjer,

verden allerede har taget i brug?

Eller systemet,

der tester,

som om tiden stod stille?

Hvad måler vi,

når alle kan levere det rigtige svar?

Hvad er en eksamen værd,

når maskinen er bedre

til det, vi spørger om?

Tester vi viden –

eller lydighed?

Straffer vi dovenskab –

eller selvstændighed?

Er det et problem,

at eleverne ikke laver opgaven selv?

Eller at vi stadig tror,

det er opgaven,

der er det vigtige?

Hvad vil vi egentlig uddanne til?

En verden, der er væk?

Eller en,

der allerede er her?

Og hvis svaret er det sidste:

Hvorfor stiller vi så

stadig de samme spørgsmål?

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

lidt lavere...

MANDIGHED UDEN MAGT

Jeg tror ikke,

mandighed handler om

at vinde.

Eller om at fylde rummet.

Eller om at have svarene

før spørgsmålene er stillet.

Jeg tror,

mandighed begynder et andet sted.

I evnen til

at stå uden titel.

Uden podium.

Uden nogen,

der klapper.

At kunne sige

jeg ved det ikke

uden at skynde sig

at kompensere.

At kunne lytte

uden at forberede et modangreb.

At kunne give plads

uden at føle sig mindre.

Mandighed uden magt

har ingen trang

til at dominere.

Den måler sig ikke

i penge,

i positioner,

i indflydelse.

Den måler sig i ansvar.

I evnen til

at blive stående,

når noget er svært.

I modet

til at tage fejl.

Og rette ind.

Mandighed uden magt

har ikke brug for

fjender.

Den har brug for relationer.

Forbindelser,

der ikke bygger på frygt,

men på tillid.

Den beskytter ikke sit ego.

Den beskytter det fælles.

Den behøver ikke

at være øverst.

Den vil bare være

til stede.

Måske er det derfor,

den sjældent ses.

For den larmer ikke.

Men hvis verden en dag

bliver ledt

af den slags mænd,

vil magt ikke forsvinde.

Den vil bare

holde op

med at være pointen.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

lidt lavere...