FRA MIN PLADS I LOKALET

Jeg kom for at lære.

Ikke for at snyde.

Ikke for at springe over.

For at forstå verden,

som den er blevet.

Jeg bruger de værktøjer,

der findes.

Ikke fordi jeg vil slippe nemt.

Men fordi jeg vil gøre det ordentligt.

Og pludselig er det et problem.

Ikke fordi mit arbejde er dårligt.

Men fordi det er for godt.

Jeg bliver bedt om

at lade som om.

At tænke mindre.

Bruge færre muligheder.

Være dårligere

for at blive målt rigtigt.

De siger,

det er for min egen skyld.

Men jeg mærker noget andet.

At dem, der skulle gøre mig kompetent,

holder fast i en verden,

jeg allerede har forladt.

Jeg bliver bedt om

at forberede mig

til en fremtid,

der ikke findes længere.

At bevise noget,

på en måde,

ingen bruger udenfor lokalet.

Jeg vil gerne lære at tænke.

At vælge.

At tage ansvar.

Men ofte lærer jeg mest

af at navigere udenom systemet,

ikke igennem det.

Det gør mig træt.

For jeg vil ikke være imod.

Jeg vil være med.

Men lige nu føles det som om,

jeg skal vælge mellem

at blive dygtig

eller blive godkendt.

Og det burde ikke være

det samme valg.

+

SPØRGSMÅL

Hvem snyder egentlig?

Eleven,

der bruger de værktøjer,

verden allerede har taget i brug?

Eller systemet,

der tester,

som om tiden stod stille?

Hvad måler vi,

når alle kan levere det rigtige svar?

Hvad er en eksamen værd,

når maskinen er bedre

til det, vi spørger om?

Tester vi viden –

eller lydighed?

Straffer vi dovenskab –

eller selvstændighed?

Er det et problem,

at eleverne ikke laver opgaven selv?

Eller at vi stadig tror,

det er opgaven,

der er det vigtige?

Hvad vil vi egentlig uddanne til?

En verden, der er væk?

Eller en,

der allerede er her?

Og hvis svaret er det sidste:

Hvorfor stiller vi så

stadig de samme spørgsmål?

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

lidt lavere...