KUPEREDE HALER

De bliver født med haler.

Små krøller,

der ikke spørger om lov.

Som om kroppen allerede ved,

hvordan den gerne vil være.

Vi klipper dem af.

Ikke fordi halen er problemet.

Men fordi noget andet er det.

De siger,

det er for trivslens skyld.

At ellers

vil de bide hinanden.

At ellers

bliver det værre.

Og jeg tænker:

Hvad er det for et liv,

hvor løsningen på smerte

er mere smerte?

I naturen

bider de ikke hinanden.

Ikke fordi de er pænere.

Men fordi de har plads.

Tid.

Noget at være optaget af.

Her er der stress.

Tæthed.

Ingen flugt.

Så vi fjerner halen.

Uden bedøvelse.

Uden tøven.

Problemet er væk.

Men kun det synlige.

Det bagvedliggende

står tilbage,

urørt.

Vi kalder det nødvendigt.

Praktisk.

Økonomisk.

Og måske er det det,

i det system,

vi har bygget.

Men det er stadig mærkeligt

at se mennesker,

der arbejder med levende dyr hver dag,

vælge saksen

frem for spørgsmålet.

Jeg drømmer om noget andet.

At dem,

der er tættest på dyrene,

også er dem,

der siger stop.

Ikke af had.

Ikke af anklage.

Men af respekt

for liv,

der ikke selv kan forklare,

hvad der gør ondt.

For haler vokser ikke ud igen.

Og et system,

der klipper symptomer væk,

uden at ændre årsagen,

kommer aldrig

til at hele.

Der er altid penge på spil.

Men der er også noget andet.

Noget,

der engang hed

ansvar.

+

MIN HALE

Jeg blev født med den.

En lille krølle,

der fulgte mig,

som om den vidste,

hvem jeg var.

Jeg brugte den til noget særligt.

Ikke til pynt.

men til signaler.

Den var bare en del af mig.

Så en dag

var den væk.

Ingen forklarede hvorfor.

Ingen spurgte.

Der var travlt.

Det skulle gå hurtigt.

De sagde,

det var for mit eget bedste.

At jeg ellers

ville blive bidt.

At jeg ellers

ville lide mere.

Men jeg forstod ikke sammenhængen.

For det, der gjorde mig urolig,

var ikke min hale.

Det var lydene.

Lugtene.

Pladsen, der ikke var der.

Det var kroppen

så tæt på andre kroppe,

at jeg aldrig kunne være alene.

Det var tiden,

der aldrig ændrede sig.

Jeg ville gerne have løbet.

Rullet.

Stået stille.

Jeg ville gerne have haft

noget at være optaget af.

I stedet blev noget taget fra mig,

så jeg kunne holde ud

at være her.

Jeg blødte lidt.

Så holdt det op.

De gik videre.

Jeg gik videre.

Uden at nogen spurgte,

om det egentlig var sådan,

jeg ville trives.

Jeg er ikke vred.

Jeg ved godt,

at det ikke var had.

Det var system.

Rutine.

Nødvendighed,

sagde de.

Men jeg ved også dette:

Hvis man er nødt til

at fjerne en del af mig,

for at jeg kan være her,

så er det ikke mig,

der er problemet.

Jeg siger ikke noget.

Jeg kan...