• Ånden fra 89
    Dec 10 2025

    35 år efter murens fald gør direktør i Tænketanken EUROPA, Lykke Friis, og historiker Bo Lidegaard status på Historiske Dage 2025. De taler om et Europa, der står over for store udfordringer. Er håbets år blot en parentes i et Europa med landkrig, krigsforbrydelser og et nyt jerntæppe – og hvad er læren af 1989?



    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    24 Min.
  • Stalins arv og historiens betydning
    Dec 10 2025

    Ruslands historie, herunder ikke mindst Stalintidens undertrykkelse, har haft voldsom indflydelse på tænkning og praksis i det nuværende russiske styre, på Ruslands aggressive færd over for Vesten og ønsket om kontrol med de øvrige tidligere Sovjetstater.

    Mikhail Kasyanov, vicepremierminister og finansminister under Boris Jeltsin og premierminister fra 2000-2004 i Vladimir Putins første regering, taler om dette på Historiske Dage 2025. I dag er han en kritisk stemme i den russiske opposition, som siden juni 2022 har været nødsaget til at opholde sig uden for landet. Han blev erklæret "udenlandsk agent" af styret i 2023. Han bliver interviewet af direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, Charlotte Flindt Pedersen.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    26 Min.
  • Mellemøsten efter Osmannerrigets fald
    Dec 10 2025

    Med Osmannerrigets sammenbrud som følge af 1. verdenskrig opstod den moderne tyrkiske stat. Andre dele af Mellemøsten blev opdelt af de britiske og franske imperier, der fik det nuværende Syrien, Irak, Jordan og Israel/Palæstina lagt under sig som protektorater.

    Eugene Rogan er professor i moderne mellemøstlig historie ved Oxford Universitet. På Historiske Dage 2025 taler han med mellemøstkorrespondent Allan Sørensen om, hvordan de nye grænsedragninger og ændrede magtforhold fik stor betydning for udviklingen af de politiske, nationale og religiøse konflikter, der stadig den dag i dag præger regionen.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    33 Min.
  • Norge og Danmark under besættelsen: To lande, to veje
    Dec 10 2025

    Hvordan kunne to nabolande med samme udgangspunkt i 1940 opleve så forskellige forløb under 2. verdenskrig? Norge blev forsøgt omdannet til en korporativ etpartistat under Vidkun Quislings styre, som dog mødte stor folkelig modstand og var afhængigt af tysk beskyttelse. Samtidig opererede den norske eksilregering fra London og erklærede medlemskab af Quislings parti, Nasjonal Samling, strafbart. Danmark gik derimod samarbejdets vej, hvilket blandt andet muliggjorde redningen af landets jøder, mens mange norske jøder blev udleveret.

    På Historiske Dage 2025 dykker den norske historiker Terje Emberland, forsker ved HL-senteret i Oslo, og hans danske kollega Claus Bundgård Christensen sammen ned i forskelle og ligheder i de to landes besættelseshistorier.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    39 Min.
  • Den nordiske tone – koncertforedrag med Mathias Hammer
    Oct 15 2024

    Hvor og hvornår i musikhistorien kan man tale om en særlig nordisk tone, og hvordan adskiller den sig fra andre landes musikalske karakterer? Ledsaget af musikalske indslag fortæller pianist, musikformidler og radio- og tv-vært Mathias Hammer på Historiske Dage 2024 om de mange instrumenter, som er unikke for Norden, og om folkemusikkens stærke tilstedeværelse og indflydelse på Nordens musikalske stil og kultur.

    De klassiske kammermusikalske eksempler på Nordens rige musikhistorie bliver spillet og fremført af danske og internationale musikere under ledelse af violinist og kunstnerisk leder af festivalen Soundscape, Niklas Walentin.

    Medvirkende: Mathias Hammer, Niklas Walentin, Töchter Trio, Tesaru Woodwind Quintet, Calle Brickman, Anders Fjeldsted og Elisabeth Turmo.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    48 Min.
  • Louis Pio i Amerika: Ikke på den lade side
    Oct 15 2024

    Et forsøg på at oprette en socialistisk koloni på prærien i Kansas. Engagement i den amerikanske fagforeningsbevægelse ‘Knights of Labour’ i Chicago.

    Mens historien om det danske socialdemokratis grundlægger, Louis Pio, og hans fængsling i kølvandet på Slaget på Fælleden i 1872 er velkendt, har det været mere underbelyst, hvad der sker, efter at han i 1877 – afkræftet og desillusioneret – tager imod bestikkelse fra Københavns Politi for at emigrere til USA med sin familie.

    Historiker Anders Bo Rasmussen har gravet nyt frem fra især amerikanske arkiver om Pios liv på den anden side af Atlanten. På Historiske Dage 2024 taler han med tv-vært og journalist Niels Krause-Kjær.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    28 Min.
  • Var det Thyra, der sikrede Gorm magten?
    Oct 15 2024

    Ravnunge-Tue var runerister i vikingetiden og har længe været kendt blandt fagfolk. Først for nylig har man dog ved hjælp af nye metoder fundet ud af, at han huggede runerne på Jellingstenen.

    Ligesom håndskrift er individuel, kan en runeristers huggeteknik afsløre, hvem ophavsmanden er, og ved hjælp af moderne 3D-scannninger kan man komme helt tæt på huggesporene.

    Men hvordan kan denne viden gøre, at vi kan komme tættere på forholdet mellem Thyra Danebod og Gorm den Gamle? Nationalmuseets runeekspert Lisbeth M. Imer og historiker og tv-vært Cecilie Nielsen taler om Tue, Thyra og Gorm på Historiske Dage 2024.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    24 Min.
  • Pax Nordica: Fra en af verdens mest krigeriske regioner til "fredens oase"
    May 27 2024

    Den store nordiske krig fra 1700-1721 er en afgørende periode, hvor Karl 12. af Sverige, Peter den Store af Rusland og Frederik 4. af Danmark er blandt de fyrster, som kæmper om magten i Nordeuropa. Men set i bakspejlet markerer krigen et brud. Fra at være en af Europas mest krigshærgede regioner, bevæger Norden sig mod at være præget af fred – i hvert fald sammenlignet med resten af kontinentet.

    Hvad skyldes det?

    De svenske historikere Joachim Östlund og Andreas Marklund og den tyske historiker Dorotheé Goetze arbejder på forskningsprojektet Pax Nordica, hvor de undersøger overgangen fra krig til fred i Norden. De taler på Historiske Dage 2024 om ændrede magtrelationer i Europa, men også om periodens mentalitetsforandringer, som ændrer opfattelsen af krigen som normal dagligdagsoplevelse og politisk strategi og lancerer freden som et seriøst strategisk alternativ.

    Mehr anzeigen Weniger anzeigen
    24 Min.