Efter valget i 1982 dannede Poul Schlüter en borgerlig regering med støtte fra Radikale Venstre – og ja, Fremskridtspartiet. Det skulle blive et årti med omfattende økonomiske reformer, der skulle få Danmark tilbage på rette kurs. Så måtte regeringen sluge fodnoter i udenrigspolitikken. Og hvor sommeren ’92 ikke kun stod på EM i fodbold, men også et dramatisk forløb om Danmarks forhold til EF/EU. 

Ved Folketingsvalget d. 4. december 1973 blev posen rystet godt og grundigt. Det såkaldte jordskredsvalg endte med markant tilbagegang til de fem partier, der var repræsenteret i folketinget før valget. Antallet af partier blev fordoblet, og Fremskridtspartiet, med en kontroversiel bornholmer i spidsen, bragede ind med 28 mandater. De efterfølgende år blev mindretalsregeringernes tid, og med færre mandater i ryggen måtte Radikale Venstre fægte sig frem i et tumultarisk politisk miljø. 

1968 blev året, hvor Radikale Venstre endnu gang skulle indtage statsministerposten. Denne gang med karismatiske Hilmar Baunsgaard. Det var i en tid, hvor Danmarks forhold til EF blev debatteret, og RKV-regeringen var i fremskredne forhandlinger med de nordiske lande om et stærkt udvidet økonomisk samarbejde. Finland takkede nej, og der blev i stedet indledt forhandlinger om optagelse i EF. Resultatet er velkendt, men det kom ikke uden gnidninger – hverken parlamentarisk eller internt i partiet.